NØRRESTRAND VED HORSENS
Bent Vestergaard Petersen
Lige før Hansted Å løber ud i Horsens
Fjord, danner den nordøst for Horsens et udstrakt lavvandet
brakvandsområde, Nørrestrand, omgivet af enge og
sumpe, der mod syd går over i stejle mere eller mindre tilgroede
skrænter. Gennem Sundet står Nørrestrand i
forbindelse med Horsens Fjord.
På grund af det varierede landskab er floraen artsrig, så
det er muligt at finde planter fra mange forskellige plantesamfund
indenfor et begrænset areal.
TØRSKOET I ET EKSTREMRIGKÆR
En af Nørrestrands attraktioner er en vandresti gennem
et kalkkær, eller ekstremrigkær, hvor een af karakterarterne
for dette plantesamfund, Butblomstret Siv, flere steder gror helt
op til stien.
Kalkkæret ligger langs den sydøstligste bred af Nørrestrand
omgivet af andre botanisk værdifulde områder. Det
er derfor oplagt at starte med en tur her.
Man kommer ind i området ved at følge en cykel/gangsti
via en bro over Sundet, Nørrestrands udløb i Horsens
Fjord. Stien går først gennem noget kratskov, der
er præget af tidligere bebyggelse, men længere fremme
skifter krattet karakter til mere naturlig skov med interessante
arter som Skælrod, Sanikel, Aks-Rapunsel, Rød Kornel,
Skov-Hullæbe og Ægbladet Fliglæbe.
Længere mod øst ligger der græssede skrænter
syd for stien og åben rørsump og kær mod nord.
En kraftig vældpåvirkning ved foden af skrænterne
har bremset tilgroningen, og rørskoven er ret åben
med en artsrig lavtvoksende flora. I vældzonen, som stien
passerer, ligger et stort kalkkær domineret af Butblomstret
Siv iblandet Tvebo Baldrian, Vinget Perikon, Leverurt, Eng-Troldurt,
Vand-Brandbæger, Maj-Gøgeurt og Purpur-Gøgeurt.
Purpur-Gøgeurt har her et af sine sydligste forekomster
i Danmark, men er desværre forsvindende p.gr.a. tilgroning.
Med held kan man finde krydsningen mellem Maj- og Purpur-Gøgeurt,
der kun er kendt få steder i landet.
MYRER ELSKER JORDBÆR-POTENTIL
De nordvendte skrænter syd for kalkkæret bærer
præg af tidligere tilgroning og gødskning, men på
de stejleste partier ses en spændende og artsrig overdrevsvegetation.
På skrænterne gror en større bestand af den
i Sydjylland sjældne Jordbær-Potentil. Som navnet
lyder, minder den på blomster og blade meget om en Jordbær.
Planten danner dog ikke røde bær, men derimod små
nøddder med et hvidligt fedtlegeme i den ene ende. Fedtet
yndes af myrer, der indsamler frøene og herved spreder
dem.
På skrænterne vokser iøvrigt Lyng-Snerre, Djævelsbid,
Hulkravet Kodriver, Alm. Mælkeurt, Kransbørste, Hunde-Viol,
Krat-Fladbælg, Kornet Stenbræk, Knold-Ranunkel, Vår-Star,
Skov-Gøgelilje, Bredbladet Timian og Lav Tidsel.
ROD I PLANTESAMFUNDENE
I 1915 blev der bygget en sluse i Sundet for at forhindre
indstrømning af saltvand fra fjorden til Nørrestrand.
Vandet i Nørrestrand blev herved gradvist mere ferskt og
de artsrige strandenge, der tidligere fandtes i den østligste
del af Nørrestrand blev langsomt omdannet til mere ferske
enge.
Rester af strandenge kan ses flere steder bl.a. på halvøen
Lindskov Knude, der fra syd deler Nørrestrand i to bassiner.
Her kan man opleve en mindre bevoksning af Butblomstret Siv i
en mærkelig artsfattig blandingsvegetation med Vand-Klaseskærm
og Gifttyde og de salttålende Strand-Kogleaks, Strand-Svingel,
Sylt-Star og Blågrøn Kogleaks.
På Lindskov Knude er der etableret fåregræsning
og på overdrevet på den tørreste del kan man
se den indslæbte sjældne Guldhavre sammen med flere
mere almindelige overdrevsarter.
GAMLE LÆGEPLANTER
Ved den nu nedrevne hovedgård, Hammersholm, nordvest
for Nørrestrand ligger en større rasteplads med
en pragtfuld udsigt over vestenden af Nørrestrand. Langs
grusvejene i den tidligere park vokser flere gamle læge-
og prydplanter som Hundetunge og de mere almindelige Marts-Viol,
Læge-Oksetunge og Alm. Katost.
For foden af en lav skrænt lige øst for rastepladsen
ligger et artsrigt kær, der afgræsses i nogle år.
Her vokser Maj-Gøgeurt, Kødfarvet Gøgeurt,
Hjertegræs, Fladtrykt Kogleaks, Kær-Trehage, Nøgle-Skræppe,
Vand-Brandbæger, Gifttyde og Vand-Klaseskærm.
ADGANGSFORHOLD
Nørrestrand er fredet som jagtreservat med offentlig
adgang på de kommunalt ejede arealer mod syd og vest.
Parkering er nemt, idet man blot kan stille sin bil langs en af
vejene i bebyggelsen umiddelbart syd for Nørrestrand og
følge en af de mange stier ind i området. Der er
også anlagt mindre rastepladser flere steder, f.eks. ved
Horsens Vandrehjem og ved Hammersholm nordvest for Nørrestrand.