Nyt fra
2010
Tidsel-Gyvelkvæler i Hansted Skov
I 2009 fandt Peter Nielsen et ungt skud af en gyvelkvæler
i Hansted Skov nord for Horsens, og i år blev den så
identificeret som Tidsel-Gyvelkvæler. Den var ellers kun
kendt fra Torup Krat på Fyn, men der var den ikke at se i
2010. Efter at fundet af Tidsel-Gyvelkvæler ved Hansted
blev omtalt i Horsens Folkeblad, kom der et par
henvendelser. Den er set sidste år i området flere steder
og er udsået som et forsøg i 1993. I 1990'erne er der talt
op til 23 skud i enkelte år, men bestanden led meget, da
der blev lavet en del gravearbejde i forbindelse med
omlægning af Lille Hansted Å.
|
Tidsel-Gyvelkvæler
snylter især på rødderne af Kål-Tidsel.
Gyvelkvælerens frø er meget små og skal spire i
nærheden af værtsplantens rødder for at etablere
en forbindelse. Ud fra værtsplanttens
næringsstoffer danner Gyvelkvælerens først et tykt
rodlignende organ - et haustorie - hvor fra et
eller somme tider flere blomsterskud dannes.
|
|
Kost-Nellike genfundet ved Vejle
Fjord
Mindst 300 indvider af Kost-Nellike er fundet på på kystskrænten
mellem Albækhoved og Dykær ved Juelsminde (Westy Esbensen). Et
dejligt genfund af denne sjældne art, der sidst er meldt fra Vejle
Fjord ca. 1900 af Knud Wiinstedt. Kost-Nellike er i nyere tid i
Jylland kun kendt fra et par lokaliteter på kystskrænterne på
Mols. Nær lokaliteten vokser desuden Lådden Perikon, en stor
bestand af Ru Bittermælk og en tusindtallig bestand af
Bakketidsel.
Kost-Nellike mellem blade af Følfod (Foto: Westy
Esbensen)
|
Kost-Nellike (foto: Westy Esbensen)
|
Andre fund af rødlistede arter
En ca. 1 m2 stor bestand af Kæmpe-Rapgræs er opdaget i kanten af
en askeskov ca. 700 m vest for Grejsdal Kirke (Westy Esbensen). En
helt ny lokalitet for arten, der i de sidste år er fundet mange
steder i området.
Spæd Kløver trives stadig ved Stenderupstrand ved Kolding, hvor
den blev opdaget med 10 planter i 2008. I år var der mindst 50
planter (Bent Vestergaard Petersen).
Plettet Kongepen er nu på rødlisten og den blev i 2010 set flere
steder på Harrild Hede og ved Over Harrild (Niels Peter Brøgger
(www.fugleognatur.dk)).
6 individer af Cypres-Ulvefod er fundet på et afskrællet
hedestykke ved mergelvejen på Randbøl Hede (Westy Esbensen) og i
nærheden voksede 3 individer af Alm. Ulvefod.
Skælrod og andre gullistede arter
Ved De Tre Broer over Århus Å er der set mere end 50 Skud
af Skælrod (Jørgen Terp Laursen) og mindst 12 blomstrende
skud er fundet nord for Herslev langs Gammelby Mølleå ved
Fredericia (Jørgen Grundvad Nielsen). Endvidere er 5 visne
skud set i et hasselkrat på sydøstsiden af Nørrestrand
(Jesper Ratjen og Bent Vestergaard Petersen).
Omkring 100 stauder af Enblomme er opdaget på en eng ved
Fløjstrup Bæk (Westy Esbensen) og Jørn Chemnitz
Kristiansen skriver : ”Den 4.6. havde jeg sammen med Kurt
Storgaard fornøjelsen af at se ca. 65 blomstrende
Engblommer i et væld på vestsiden af Vester Nebel Å ved
Kolding. Vældet ligger ca. 500 m sydvest for spejderhytten
på Stubdrupvej. I samme væld blomstrer desuden ca. 40
Maj-Gøgeurt og mange andre gode sager”. 3 planter af
Engblomme er set i et nylig ryddet kær ved den østligste
ende af Ferup Sø vest for Kolding (Bent Vestergaard
Petersen og Lone Güldner Kolenda) - lokaliteten er kendt,
men har været under kraftig tilgroning. En anden kendt
bestand ved Nybro ved Alling Å nær Randers, i et kær på
nordsiden af åen er reduceret til to fundne individer
(Jens Bjerring Poulsen og Pia Boisen Hansen).
Mark-Tusindgylden er genfundet ved Skamlingsbanken med ca.
50 planter på et artsrigt overdrev sammen med gode arter
som Lav Tidsel, Engelsk Visse, Hjertegræs og Alm. Mælkeurt
(Bent Vestergaard Petersen), og mange er set på
kystskrænter mellem Albækhoved og Dykær (Westy Esbensen).
Vibefedt er glædeligt genfundet som fåtallig i Amstrup
Enge ved Horsens Fjord sammen med Eng-Troldurt (Mikkel
Frederiksen (www.fugleognatur.dk)) - Vibefedt er sidst set
på denne lokalitet i 1960'erne. |
Mark-Tusindgylden på Skamlingsbanken
|
Fund af sjældnere arter
76 planter af Håret Kartebolle er fundet i Ullerup Skov og en
enkelt plante i Grund Skov ved Vejle (Westy Esbensen). Det første
sikre fund af Håret Kartebolle i Jylland blev gjort i 2007 ved
Barritskov og siden er den fundet 4-5 steder i skovene på
nordsiden af Vejle Fjord.
Festgræs stod talrig i fuld flor i et velafgræsset kalkær på
sydøstsiden af Nørrestrand ved Horsens (Jesper Ratjen og Bent
Vestergaard Petersen), og arten er desuden set i Gudenåparken i
Randers lige på nordsiden af stien et stykke øst for naturskolen
(Jørgen Mejlsø, Rasmus Hansen og Pia Boisen Hansen) og i kær ved
Nybro ved Alling Å, på nordsiden af åen (Jens Bjerring Poulsen og
Pia Boisen Hansen).
Smalbladet Klokke er opdaget i kant af overdrev ved Paderup vest
for Orionvej nær Randers (Pia Boisen Hansen).
En bevoksning af Tyndakset Star dækkende ca. 3-4 m2 er fundet ved
en fugtig, tilgroet skovvej i Hørballehave, skoven mellem
Grejsdalsvej og Lerbæk Mollevej ved Vejle (Westy Esbensen).
En lille bevoksning af Bakke-Jordbær er fundet på en kystskrænt
med plastisk ler ved Pøt Strandby syd for Snaptun ved Horsens
Fjord (Peder Nygaard Nielsen) - arten er sjælden i denne del af
Jylland. På skrænten voksede også Bjerg-Perikon spredt.
Én klon af Hvas Avneknippe er fundet ved Glatved Strand i november
(Kevin Klausen, Mats H. G. Gustafsson og Casper Fælled
(www.fugleognatur.dk)). Det er et helt nyt voksested for denne i
Jylland meget sjældne art. Ud over dette voksested er den i
Jylland kun kendt fra Vessø ved Ry, Døjsø ved Skanderbog og
Grønkær nær Haderslev.
Stor bestand af Hylster-Guldstjerne er fundet i skræntskov og på
overdrev mellem Landbomuseet og Vester Nebel Å ved Harte Skov vest
for Kolding (Jesper Ratjen og Bent Vestergaard Petersen). Den er
næppe særligt sjælden, men overses ofte.
Almindelig Vadegræs og Tætblomstret Hindebæger er fundet i store
bestande på strandeng ved Estrupholm på Norddjursland (Peter
Wind).
55 individer af Nælde-Silke er set snyltende på Stor Nælde i
randen af en mose nær Rostved på Syddjursland (Peter Wind).
Biblomst spreder sig
Biblomst (Ophrys apifera) - foto til højre - ved Horsens
havde et forrygende år med 58 blomstrende individer og 30
vegetative rosetter (Viggo Mahler, Lene Thomsen, Jesper
Ratjen, Line Ankjær og Bent Vestergaard Petersen). Efter
en støt tilbagegang de sidste år, er bestanden nu
eksploderet. De fleste planter står i felter, hvor tørven
er skrabet af og den rå, meget kalkholdige mergel er
blottet.
Det er glædeligt at den er under spredning i Danmark, da
der i 2009 blev fundet et individ i en grusgrav nær
København.
|
|
Stor Gøgeurt havde et godt år
Generelt meldes om et godt blomstringsår hos mange orkidebestande.
Stor Gøgeurt er set med flere planter og flere blomstrende
individer end set de seneste 5 år i Stagsrode Skov og på Trelde
Næs (Dorthe Aaboer og Peder Nygaard Nielsen). I Staksrode Skov har
13 ud af 23 blomstrende planter i et tællefelt sat frugter i år -
endda rigtig mange kapsler. Normalt har arten en meget ringe
bestøvningssucces. Det lover godt for de kommende år (Miriam
Holsegård og Peder Nygaard Nielsen). I Staksrode Skov blev der i
øvrigt set to blomstrende skud af Nikkende Hullæbe.
Orkideer ved Nørrestrand
I silende regn blev nogle orkidébestande på sydøstsiden af
Nørrestrand tilset. Skov-Gøgelilje på overdrevet i "Djævlekløften"
havde et godt år og der blev talt 23 vegetative og 20 i (Jesper
Ratjen og Bent Vestergaard Petersen). Der er tidligere talt op til
25 planter, så en god fremgang. De kan også have været overset, da
arealet på besøgstidspuntet denne gang ikke var græsset. At lade
arealet hvile et års tid er måske en god ide, da kreaturerne
trådte lige kraftigt på en nordvendt skrænt, men arealet er ellers
rigtig fint afgræsset.
Ægbladet Fliglæbe i et hasselkrat stod med 19 vegetative skud og 1
i knop. Bestanden har lidt en del efter en udtynding i krattets
vestenden, dog er antallet af skud nu de samme som tidligere, men
planterne blomstrer meget lidt.
På grund af det sene forår var der ikke så meget at se i kærene
langs Nørrestrand. Maj-Gøgeurt var der med over 100 i begyndende
blomstring sammen med nogle få Kødfarvet Gøgeurt. En stor del af
kæromådet langs den sydøstlige del af Nørrestrand afgræsses nu
eksemplarisk af Skotsk Højland, så det bliver spændende at følge
hvad der sker !
Andre fund af orkideer
I et væld på et flot overdrev syd for Lynggård i Vester Nebel Ådal
ved Kolding stod ca. 200 blomstrende Maj-Gøgeurt sammen med bl.a.
Tvebo Baldrian, Vinget Perikon, Tandet Sødgræs og Hjertegræs
(Jesper Ratjen og Bent Vestergaard Petersen). Det omgivende
overdrev er også godt med 2 Skov-Gøgelilje, mængder af Hjertegræs,
Stivhåret Borst, Alm. Mælkeurt, Stribet Kløver og Hulkravet
Kodriver.
Maj-Gøgeurt er i øvrigt set med ca. 20 blomstrende planter på eng
i østranden af Uhre Skov lige nord for Ferup Skov vest for Kolding
(Bent Møller Jessen og Lone Güldner Kolenda), mellem 5.000 og
10.000 på skråning ved Højen Tang - et flot syn ! (Keld Rasmussen)
og over 3000 eks. på eng ved Fløjstrup Bæk (Westy Esbensen).
Et eksemplar af Skov-Gøgeurt er fundet i Grund Skov ved Vejle
Fjord (Westy Esbensen). Den er sjælden i Østjylland, hvor Vejle
Fjord er et af dens kerneområder.
Mindst 10 blomstrende individer af Tyndakset Gøgeurt er fundet på
en skrænt ca. 700 m nord for planteskolen ved Skarre Odde på
sydsiden af Kolding Fjord (Jakob Blauenfeldt Leonhard).
|
En kæmpe bestand af Skov-Gøgelilje
En tusindtallig bestand af Skov-Gøgelilje vokser på et
overdrev ved Skamlingsbanken (Bente Møller Jessen, Lone
Güldner Kolenda og Bent Vestergaard Petersen).
Hoverdparten af planterne stod meget tæt og ellers rundt
omkring på de tilstødende arealer.
Skov-Gøgelilje er ellers set med en i blomst i
ædelgranplantagen v. V. Skovvej, Staksrode (Margaretha
Liebmann), 11 blomstende eks. på overdrev ved Ulbæk
(Keld Rasmussen), 3 blomstrende individer på nordvendt
overdrev syd for Troldhedestien ud for østenden af Ferup
Sø ved Kolding (Bent Vestergaard Petersen og Lone Güldner
Kolenda) og omkring 20 eks. på overdrev i Hørup Skov
(Westy Esbensen). |
Fund af nogle indslæbte arter
Nogle få planter af Kæmpe-Turt er fundet i kanten af Grund Skov
syd for Vejle Fjord Center (Westy Esbensen).
Perlekurv er fundet i græsland på Nørreklint på Tunø, distriktsny
for D. 23 (Peter Wind).
Smalstråle er set på en vejskrænt ved E45 afkørslen ved
Mundelstrup, Århus. Her blev den også set i 2009 samt i
Mundelstrup By (Peter Wind).