Danmarks klima og geologi

Tilbage til Danmarks natur og vegetation  

På denne side gennemgås kortfattet hvordan Danmarks natur og vegetation afhænger af klimatiske, geologiske og historiske faktorer.

UK Flag English version

Indeks:

Danmarks placering i Europa
Danmarks geologi og jordbund
Danmarks klima og vegetation
Danmarks vegetations-historie
Litteratur og links

Danmarks placering i Europa

Danmark er en del af det nordeuropæiske lavland, der ligger mellem de skandinaviske bjerge mod nord og den centraleuropæiske bjergregion omfattende bl.a. Alperne længere mod syd. Dette lavland omfatter de sydøstligste dele af England, det meste af Holland og Belgien, Nordtyskland, det nordlige Polen og fortsætter mod øst gennem de baltiske stater og ind i Hviderusland og Rusland.

De fleste af landskaberne i det nordeuropæiske lavland er formet gennem Kvartærtidens (de sidste 2 millioner år) mange istider og især af den sidste istid, som sluttede for ca. 10.000 år siden. Jordbunden er generelt dannet af materiale, som isen har aflejret indenfor denne tidsperiode.

Danmark ligger i den tempererede del af Europa med løvfældende skov som den dominerende naturlige vegetation. Den vestlige del af landet er under indflydelse af fugtigt og mildt klima fra Atlanterhavet, og hvor skoven mangler af klimatiske eller kulturhistoriske faktorer kan en stedsegrøn vegetation af lyng og andre dværgbuske etablere sig. De østlige dele af landet har et mere tørt og kontinentalt klima.

Tilbage til indeks

Danmarks geologi og jorbund

Selvom Danmark er et lille land (ca. 40.000 kvadratkilometer) uden bjerge (højeste bakke Møllehøj på 172 m) kan der alligevel ses forskelle i vegetationen i de forskellige egne af landet. Planterne fordeler sig efter jordbundens sammensætning, og i Danmark er der stor variation i jordbundsforholdene med kalkholdige, lerede og mere sandede jorder. Egentlig klippegrund findes kun på Bornholm.

Danmarks landskab er overvejende udformet af de store gletchere under den sidste istid. Isen dækkede det meste af landet, men under afsmeltningen stod gletcheren stille i en længere periode i midten af Jylland. I de sydvestlige dele af Jylland er jorbunden derfor sandet på grund af aflejringer fra de store smeltevandsfloder, der løb ud fra gletcheren, og landskabet er fladt (f.eks. Vind Hede ved Holstebro). Hvor gletcheren stod stille i midten af Jylland er der dannet de højeste bakker i Danmark. Resultatet ses i dag som en nord-syd gående "bjergkæde" med "toppe" op til 172 m.

Resten af Jylland og Øerne er stort set opbygget af materiale, som isen har blotlagt under dens afsmeltning (moræne). Jordbunden er leret eller en blanding af ler og sand, og landskabet er varieret (f.eks. Mols Bjerge). Nogle steder har smeltevandsfloderne fra gletcherne afsat mindre sletter med sandede aflejringer f.eks. på Djursland og i Nordvest-Sjælland.

Lagene fra Kvartærtiden er generelt tykke, f.eks. op til 200 m ved Skagen og ældre lag er totalt dækkede. Fra de nordvestlige dele af landet og mod sydøst er de kvartære lag imidlertid tynde sandsynligvis på grund af en opfoldning af de underliggende ældre lag. Gennem trykket fra istidsgletcherne og en generel hævning af de nordvestlige dele af Danmark siden sidste istid er de underliggende lag blevet løftet op og kan ses langs kysterne eller ligger tæt ved overfladen. Især kalkstenen fra Kridttiden har en stor indflydelse på vegetationen. Kalksten ligger nær jordoverfladen i et stræk fra Nordvest-Jylland og sydøst gennem Djursland (f.eks. blottet ved Sangstrup Klint) og Midt-Sjælland til Møn.

På grund af landhævningen er det meste af Nord-Jylland dannet som hævet havbund siden sidste istid, og jordbunden er sandet undtagen på de højeste plateauer, hvor jorden er mere leret. I Nordvest-Jylland kan kalkstenen fra Kridttiden ses i bakkeskrænterne (f.eks. ved Bulbjerg). Disse bakker var øer i en ældre tidsperiode da havniveauet var langt højere end i dag.

Bornholm ligger på grænsen mellem de skandinaviske bjerge og det nordeuropæiske lavland. I den nordlige del af øen ligger grundfjeldet direkte under istidsaflejringerne og er blottet mange steder især langs kysterne (f.eks. ved Hammeren). Yngre lag kan ses i den sydlige del af Bornholm (f.eks. skifre, sandsten og kalksten). På grund af klippegrunden har Bornholm en lang række planter, der ikke findes i resten af Danmark.

Tilbage til indeks

Danmarks klima og vegetation

Danmark ligger i zonen mellem tre biogeografiske provinser, den boreale (koldt klima med nåleskov), den atlantiske (fugtigt klima med milde vintre og kølige somre) og den kontinentale (varme tørre somre og kolde vintre), og vegetationen igennem Danmark er en blanding af disse provinser. På grund af vegetationens indvandringshistorie siden sidste istid forekommer også planter fra andre provinser. Især er plantearter fra de sydøsteuropæiske stepper ret hyppige på tørre voksesteder.

Sammen med jordbundens sammensætning varierer også klimaet i de forskellige egne af landet med en følgende påvirkning af planternes udbredelse. Generelt har de vestlige dele af Danmark atlantisk klima og de østlige dele kontinentalt, men dette billede modificeres af det omgivende havs udlignende effekt.

Den årlige nedbør er over 900 mm i de sydlige dele af Midtjylland og under 500 mm over Store Bælt. Det tørre klima omkring Store Bælt har resulteret i, at steppeplanter er særligt hyppige i dette område. Tilsvarende har en række atlantiske plantearter deres fleste voksesteder i den sydlige del af Midtjylland. Nedbøren er ligeligt fordelt over året, men da fordampningen er mindre i vinterhalvåret, er dette den mest fugtige tid på året.

Den gennemsnitlige årstemperatur ligger på 8.5 grader C i den sydlige del af landet og 7,5 i de nordlige dele af Jylland. Selv denne lille forskel i temperatur er nok til, at den sydlige del af Danmark rummer en række varmekrævende plantearter, der mangler mod nord. Omvendt har en række nordligt udbredte arter deres sydgrænse gennem Nordjylland. Juli er den varmeste måned med en gennemsnitstemperatur på 17,5 mod sydøst og 16 i Nordvest-Jylland. Også denne lille temperaturforskel har resulteret i, at en række plantearter udelukkende forekommer i de sydøstlige dele af Danmark.
Januar er den koldeste periode, men gennemsnitstemperaturen på ca. 0 grader er ligeligt fordelt over landet på grund af det omgivende havs opvarmende effekt.

Tilbage til indeks

Danmarks vegetations-historie

I slutningen af sidste istid (sen-istiden eller fastlandstiden) for ca. 15.000 til 10.000 år siden var Danmark sammenhængende med Storbrittanien og Sverige. Vandstanden i havet var meget lavere end i dag, da meget af havvandet var bundet i den km tykke indlandsis over den nordlige halvkugle.
På denne tid var klimaet tørt og kontinentalt, men stadig køligt. Jordbunden, som isen efterlod, var åben og kalkrig, men fattig i andre næringsstoffer. Fra denne periode kendes fra aflejringer i de danske moser rester af en række steppeplanter eller planter med en kontinental udbredelse i dag. Plantearterne må have indvandret fra den sydøstlige del af Europa. Nogle af disse arter kan stadig findes i Danmark i dag, f.eks. Havtorn, Bakke-Soløje og Dansk Astragel.
Også plantearter med deres hovedudbredelse i de centraleuropæiske bjerge menes at have indvandret i denne tidsperiode, f.eks. Dunet Vejbred, Blodstillende Bibernelle og Bitter Mælkeurt sammen med adskillige andre arter fra åbent græsland.

Efterhånden blev klimaet varmere og varmen kulminerede i den atlantiske periode for ca. 5.000 år siden. Selv om landet hævede sig efter at trykket fra isen var væk, blev der frigivet så meget vand fra den smeltende is, så at landhævningen ikke kunne følge med havets stigning. Danmark var da et ørige, hvor bl.a. hele Nordjylland var opsplittet i en række øer.
Alle landområder undtagen langs kysterne var dækket af en urskov domineret af Småbladet Lind. Andre træer var Storbladet Lind, Skov-Ælm, Småbladet Ælm, Stilk-Eg og Ask. Rester af den varmekrævende vandplante Hornnød fundet i søaflejringer i de sydøstlige dele af Danmark tyder på, at temperaturen var 2 til 3 grader højere end i dag.

Ved slutningen af den atlantiske periode begyndte mennesket en mere omfattende rydning og opdyrkning af skoven, og sammen med et fald i temperaturen ændrede skoven sig langsomt. Ved begyndelsen af den subatlantiske periode for ca. 2.500 år siden var Bøg blevet det dominerende skovtræ, som det er i dag. Gennem husdyrenes græsning og en yderligere udvidelse af opdyrkningen blev landskabet åbent, og en mængde lysafhængige plantearter indvandrede til marker og det græssede land. En del af disse arter kan have fulgt landbruget fra Syd- og Sydøsteuropa.

I dag er hele Danmark mere eller mindre opdyrket. Kun langs kysterne kan man finde en naturlig vegetation. Intensiv dyrkning af marker og skove levner kun lidt plads til den vilde flora, men på mange små pletter er kulturpåvirkningen ekstensiv med en meget rig og ínteressant vegetation.

Tilbage til indeks  



Mit navn er Bent Vestergaard Petersen og teksten ovenfor er generelt en forkortet version af en række foredrag jeg afholdte for nogle år siden i Østjysk Biologisk Forening. Som den vigtigste litteratur har jeg anvendt de følgende bøger:

"Danmarks Natur". Politikens Forlag. 1975. ISBN 87-567-0459-3.
"Europe's Environment". European Environment Agency. Copenhagen. 1995. ISBN 92-826-5409-5.
"Guide til det danske landskab". Henrik Vejre og Thomas Wikstrøm. Rhodos, København. 1995. ISBN 87-7245-622-1.

Tekst sidst redigeret 20. november 2005.  



Tilbage til BVP's hjemmeside.